De to nøgler til livet

Selvudvikling og personlig udvikling handler for mig om at forbedre livet på alle leder og kanter. Der er skrevet meget litteratur om emnet, og der er virkelig mange ting man kan tage fat på og begynde at forbedre. Nogle gange kan mængden af information være overvældende, og det kan være vanskeligt at finde et godt sted at starte. Man kan, hvis man læser meget litteratur indenfor emnet, hurtigt få opstillet en meget kompliceret model for hvordan, man bør leve sit liv. Det er vigtigt at forstå, at der findes mange forskellige modeller (ja, faktisk uendeligt mange), man kan vælge imellem – og det er ikke altid den mest detaljerede model, der nødvendigvis er den bedste.

Tag nu f.eks. den amerikanske skuespiller Will Smiths livsanskuelse – han mener, at der er to nøgler til livet, de er: Løb og Læsning. Hvor har manden dog en pointe!

Løb

Smith forklarer, at når man løber, er der altid en lille stemme i ens hoved, der taler til en. Stemmen forsøger at få en til at stoppe med at løbe – at give op. Hvis man kan lære at besejre denne stemme, når man løber, så kan man lære ikke at give op, når man møder modstand på andre områder i livet. Smith mener, at hans succes i livet skyldes hans evne til ikke at give op og hans villighed til at arbejde hårdere end alle andre. Han forklarer at den, der arbejder hårdest i livet også vinder i livet.

Jeg er helt enig med Will Smith – men jeg vil måske lige tilføje, at det ikke kun er nødvendigt at arbejde hårdt. Det er også vigtigt at arbejde intelligent. Faktisk er det nok i virkeligheden vigtigere, men lad det nu ligge. Udover at hjælpe med til at kunne overvinde sig selv, er der så mange andre fantastiske ting ved løb. Jeg startede selv med at løbe for ca. 5 år siden. På det tidspunkt var min form lig nul – jeg havde ikke dyrket motion i flere år på det tidspunkt. Jeg meldte mig til et løb nogle måneder ude i fremtiden, og så var det ellers bare i gang. At komme i gang med at dyrke motion var, set i bakspejlet, en af de vigtigste beslutninger, jeg har truffet i mit liv. Jeg kan huske, at mit energi-niveau den første måned nærmest var fordoblet – det var en helt ny verden, der åbnede sig op. Da jeg nogle måneder senere havde gennemført Marselisløbets 6 km. rute med løb på hele distancen, var det en helt fantastisk fornemmelse – for første gang i lang tid følte jeg virkelig, at jeg var i live! Der er mange NLP-øvelser, der går ud på, at man skal tænke tilbage på en begivenhed, hvor man virkelig har følt en livsbekræftende følelse af at have udrettet noget helt specielt. Ved at tænke tilbage på en sådan begivenhed, kan man føle den samme følelse, som man følte dengang. Og man kan så kæde denne positive følelse til et såkaldt anker. Det er ikke noget, jeg vil komme nærmere ind på her. Det jeg egentlig vil sige, er at når jeg har lavet sådanne øvelser, har jeg ofte tænkt tilbage på dengang, jeg løb over målstregen i mit første løb. Det var en ubeskrivelig følelse.

Flere fordele ved løb:

  • Man får et bedre udseende
  • Man får et bedre sexliv
  • Man får mere selvtillid
  • Man får en bedre kondition
  • Virker anti-depressivt (løb udløser nogle af de samme hormoner i kroppen som anti-depressiv medicin)
  • Man kan blive decideret høj af det (på den gode måde)
  • Man får mere energi
  • Man får mere overskud
  • Ens hjerne bliver skarpere
  • Nedsæltter aldringsprocessen
  • Gør dig gladere
  • Reducerer stress
  • Er en af de bedste metoder til vægttab
  • Forebygger en række forskellige sygdomme.
  • Der er meget mere …..

Jeg er ikke i tvivl – løb øger livskvaliteten.

Læsning

Den anden nøgle til livet, ifølge Will Smith, er læsning. Der er ufatteligt mange mennesker, der har levet før os – og der findes ikke ret mange nye problemer. De fleste problemer har andre mennsker allerede haft, og disse erfaringer er blevet skrevet ned i bøger. Vi kan således trække på hele menneskets kollektive erfaring i vores eget liv, hvis blot vi gider at læse.

Det er så sandt som det er sagt. Bøger og uddannelse generelt er uhyre vigtige ting i vores liv. Jeg vil dog ikke gå så vidt som til at sige, at man ikke kan være lykkelig uden at være en bogorm. Det kan man sagtens. Men det er et kæmpe priviligie at have adgang til alle de store tænkeres hjerner.

Se din inspirerende video med Will smith her:

Anmeldelse: 7 Gode Vaner af Stephen R. Covey

7 Gode Vaner af Stephen CoveyStephen Coveys “7 Gode Vaner” eller “7 Habits for highly effective people”, som den hedder på engelsk, er endnu en bog, der må betegnes som værende klassiker indenfor selvudviklingslitteraturen. Den blev først udgivet i 1989, har solgt mere end 15 millioner kopier og er oversat til mere end 38 sprog. Covey indleder bogen med at gøre det klart, at hans idéer ikke er nye som sådan. Han forklarer, at han blot genfortæller gamle evigtgyldige principper, der er blevet formuleret af mange forskellige personer op igennem historien.

Covey gør meget ud af at forklare hvorfor det at have gode vaner er så vigtigt. Han citerer bl.a. ordsproget:

“Så en tanke, høst en handling, så en handling, høst en vane; så en vane høst din skæbne”

Det er ikke altså ikke hvad vi gør en enkelt gang, der skaber de store forbedringer i vores liv. Det er de ting vi gør igen og igen, der virkelig rykker. Det er vanerne, der gør forskellen.

Han forklarer at de 7 vaner er effektive, fordi de er baseret på det han kalder P/PE-princippet. “P”‘et står for “Produktion” og “PE” står for “Produktionsevne”. Covey illustrerer dette princip med Æsops fabel om gåsen og guldæggene. Kort fortalt handler denne fabel om en bonde, der opdager at en af hans gæs lægger æg af det pureste guld. Gåsen lægger imidlertid kun et enkelt æg om dagen – bonden bliver grådig og slagter til sidste gåsen for at få alle guldæggene med det samme. Til hans store fortrydelse opdager han at gåsen er tom. Mange mennesker er alt for fokuseret på gevinsten (eller slutproduktet) fremfor at fokusere på den genstand eller proces, der er nødvendig for at producere produktet. I Coveys terminologi er det vigtigt at have den rigtige balance mellem P og PE. Specielt skal man være opmærksom på, at man ikke tænker for meget i P (guldæggene) og glemmer at værne om PE (gåsen). Hele denne tankegang gennemsyrer “7 Gode Vaner”.

Et andet centralt tema i bogen, er det Covey kalder “Indefra og ud”. Denne filosofi går ud på, at man starter “inde” og derefter bevæger sig “ud”. Med andre ord bør man først have styr på sig selv og have orden i sit indre inden man kan bidrage positivt til andre mennesker. Man kan ikke forbedre relationen til andre, før man har forbedret relationen til sig selv. Tilsvarende bør man først kunne give løfter til sig selv og holde dem inden man begynder at give løfter til andre.

Lad os nu kigge på et par af Coveys vaner.

Vane 1: Vær proaktiv – Principperne til en personlig vision

Den første vane handler om det at leve proaktivt vs. det at leve reaktivt. Lever du i reaktion på de faktorer og omstændigheder der opstår i dit liv, betyder det, at du er en passiv spiller i dit eget liv. Alt for mange mennesker følger bare strømmen – og flyder med de ting, der nu en gang sker i deres liv. Covey opfordrer til, at man lever proaktivt i kontrast til at leve reaktivt. Lever man proaktivt betyder det, at man tager ansvar overfor sit eget liv. Man er  en aktiv spiller, og man forholder proaktivt sig til de situationer og problemstillinger, der opstår i ens liv.

Vane 3: Gør det første først – Principperne for personlig ledelse.

Coveys 3. vane siger, at man skal gøre det første først. Men hvad menes så med det første? Covey stiller en model op med 2 parametre: vigtighed og pressrende karakter (dvs. hvor meget noget haster). Der er således 4 kvadranter i Coveys model.

  • Kvadrant 1: aktiviteter der haster og er vigtige
  • Kvadrant 2: aktiviteter der ikke haster men er vigtige
  • Kvadrant 3: aktiviteter der haster men ikke er vigtige
  • Kvadrant 4: aktiviteter der ikke haster og ikke er vigtige

Alt for ofte bruger folk for meget tid på aktiviteter i de forkerte kvadranter. Hvis man f.eks. konstant befinder sig i kvadrant 1 og kun laver ting, der både er vigtige og haster, lever man formentlig et meget stresset liv. Tingene brænder  på, og der er hele tiden en ny brand, der skal slukkes – aktiviteterne er tilmeld vigtige,  og de kan ikke udskydes. Aktiviteter der falder under 3. kvadrant er f.eks. udefrakommende forstyrrelser – det kan f.eks. være folk, der ringer i telefon og vil snakke med dig. Aktiviteten er presserende – telefonen ringer her og nu – men telefonopkaldet  er måske ikke vigtigt. Hvis aktiviteten ikke er vigtig kan det vel være ligegyldigt at den også er presserende. Det siger næsten sig selv, at aktiviteter der falder under 4. kvadrant ikke er de mest fornuftige at bruge sin tid på – 4. kvadrantsaktiviteter er ikke vigtige og haster ikke. Ligegyldig og tilfældig fjernsynskigning falder f.eks. under 4. kvadrant. Covey argumenterer for, at man bør bruge den meste af sin tid i kvadrant 2: aktiviteter der ikke haster men er vigtige. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at få ting i 1. kvadrant af vejen, men derefter er det vigtigt at man fokuserer på de ting, der ikke haster men dog er vigtige. Sådanne ting er f.eks. planlægning, opsøgning af nye muligheder, og ting der generelt styrker PE (produktionsevnen). Dette er efter min mening en fantastisk god pointe!

En person, jeg desværre har glemt navnet på, har udtalt: “tid og energi kan ligesom det gælder for penge enten investeres eller bruges”. Jeg ser kvadrant 2-aktiviteterne som værende de ting, man investerer -  de giver måske ikke  nogen særlig gevinst nu og her, men som kan give en meget høj gevinst på længere sigt. Disse aktiviteter er meget subjektive og forskellige fra person til person, men jeg tænker at f.eks. en ting som det at udøve fysisk aktivitet må være en kvadrant 2-aktivitet. Gevinsten er måske ikke så høj nu og her, men på længere sigt bliver det ekstremt vigtigt. Kvadrant 2- eller PE-aktiveter er personligt for mig også sådan noget som at læse bøger, besøge en ven jeg ikke har set i lang tid, spise sund morgenmad eller at lave en goal setting-øvelse, hvor jeg får defineret mine vigtigste mål for det næste stykke tid.

Vane 5: Søg først at forstå .. derefter at blive forstået – Principper for indlevende kommunikation

Det en 5. vane siger, at man først skal søge at forstå .. dernæst at blive forstået. Ligesom Dale Carnegie i “How to win Friends and Influence People” lægger Covey altså vægt på, at man skal blive en god lytter og virkelig forsøge at forstå den anden person inden man selv forsøger at blive forstået. Cover taler i “7 Gode Vaner” meget om “vind-vind”-situationer – med andre ord 2 parter der kommunikerer bør forsøge at komme til en situation, hvor begge parter vinder. For at dette er muligt, er det vigtigt at forstå den anden part først.

“7 Gode Vaner” er en fantastisk bog med mange flere fuldkorn. Læs den :-)