Problemløsning for begyndere

Se problemet som en udfordring

Dig: ”Jeg tror vi har et problem”

Karl Smart: ”Nej, vi har en udfordring, hahaha!”

Hader du ikke bare når, der er nogen, der siger sådan til dig? Selvom det kan være hårdt at høre, er det faktisk Karl Smart, der har den fornuftigste indstilling til situationen.

Definition på et problem. ”1) En sag, person, ting eller lign. der giver vanskeligheder, og som kræver omtanke eller handling. 2) En bestemt opgave, der skal løses.” – Politikens Store Fremmedordbog

Et problem er altså ifølge ordbogen, noget der giver anledning til vanskeligheder. Det kan være svært at bevare den positive indstilling, når man støder på ”problemer” og ”vanskeligheder”, men selvom det er svært, er det altså den bedste og mest konstruktive strategi.

Problemer kommer i mange forskellige grader nogle er meget nemme at løse med det samme, mens andre kan være meget komplekse og tidskrævende. ”Hov, jeg tabte gaflen” og ”Vi er løbet tør for rugbrød” er overskuelige problemer, som kan løses uden bekymringer og uden at bruge for meget tid. Mens problemer som ”Jeg føler, at mit liv er gået i stå” og ”Mit hus er netop brændt ned og konen har forladt mig” er problemer af en helt anden karakter og grad af alvorlighed.

Uanset hvor alvorligt et givet problem er, er det en god idé at forsøge at betragte det som en udfordring. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men forsøg at træne din hjene i at tænke på denne måde. Jo flere gange du nægter din hjerne at føle ærgelse overfor et problem og i stedet forsøger at fremstille det som en opgave, der skal løses, jo bedre. Det vil stimulere dine kreative evner og i den sidste ende gøre dig til en bedre problemløser.

Definér problemet

Hvis du har læst artiklen Overvind dine personlige dæmoner, vil du vide, at jeg er stor tilhænger at udtrykket ”clarity is power”. Jo klarere du kan definere et problem, desto bedre vil du være i stand til at løse problemet.
Bemærk at de skridt jeg beskriver ifm. problemløsning i denne artikel kan bruges på stort set alle problemer. Det betyder dog ikke, at de nødvendigvis er relevante for alle problemer. Derfor vil nogle af punkterne kun være relevante for problemer, som er af en vis kompleksitet. Jeg stoler på, at du, kære læser, selv kan skelne.

Det er vigtigt at kvaliteten af din formulering af problemstillingen er så høj som muligt. Hvis det drejer sig om et problem af personlig karakter, kan det være svært at komme ind til roden af problemet på egen hånd. Det kan være meget besværligt at komme med kvalificrede fakta om én selv ganske simpelt fordi, at man er for indgroet i bestemte tankemønstre. I dette tilfælde vil det være en god idé at få en anden person til at hjælpe med at definere problemet for dig.

I problemstillingen bør du inkludere: problemets natur og problemets interessenter – altså hvad problemet er og hvilke personer, der eventuelt er indblandet. Det kan være en stor hjælp at bruge papir og blyant eller måske en tavle, hvis du har sådan en til rådighed.

Vurdér om problemet er værd at bruge energi på

Der findes nogle problemer, som enten ikke er værd at løse eller også kan de ikke løses (i hvert fald ikke af dig). Det er vigtigt at få ekspederet disse problemer ud af systemet så hurtigt som muligt. For når alt kommer til alt, handler det jo om at have så få problemer som muligt at bekymre sig om. Hvis ikke du har nogen som helst mulighed for at løse problemet, så lad det ligge. Det kan f.eks. være at skraldemændene strejker (for at tage et aktuelt problem her i Aarhus). Dette er et problem du kan være nok så irriteret over, men her er det vigtigt at indse, at det er en ydre omstændighed, som du ikke har nogen som helst indflydelse på. Der kommer ikke noget godt ud af at surmule over noget, du alligevel ikke kan kontrollere. Acceptér tingene som de er og få det bedste ud af situationen. Husk at fortælle dig selv dette næste gang, du står i sådan en situation.

En anden type problem, der er værd at nævne, er problemer, der relaterer sig til fremtidige begivenheder. Har du prøvet at ligge søvnløs en nat, hvor du ikke kunne lade være med at tænke på en eller anden fremtidig begivenhed? Jeg mener, at det er David DeAngelo, der har sagt, at der er en kæmpe forskel på frygten for en bestemt fremtidig begivenhed og begivenheden selv. Mennesker har en tendens til at gøre tingene meget værre, end de er i hovedet på dem selv. Hvis du har nogen form for indflydelse på denne fremtidige begivenhed, er det selvfølgelig fint, at du forbereder dig så godt du kan, men ellers lad det ligge.

Divide and conquer

Indenfor datalogien arbejder man med et princip, der hedder ”divide and conquer”. Kort fortalt går det ud på, at man tager et komplekst problem og deler det op i nogle mindre dele. Disse små problemer, der hver har mindre kompleksitet end det oprindelige problem, løses hver for sig og kombineres til sidst til en løsning på det store problem.

Dette er en strategi man med fordel kan låne fra datalogien og benytte på alle problemer af en vis kompleksitet. I stedet for at skulle overskue hele problemet på én gang, bør du altså overveje om ikke du kan splitte det op, tage en ting af gangen og på den måde løse det store problem.

Studér og uddelegér

Nogle problemer kan være så store og uoverskuelige, at du ikke selv kan overskue dem nu og her. Her har du et par muligheder – du kan enten gøre dig selv i stand til at løse problemet ved at studere og researche eller spørge om hjælp fra en person, der er bedre kvalificeret til at løse netop den type problem. Hvis problemets natur tillader det, kan du også vælge at uddelegere problemet til en anden person, så du er fri for at tænke mere på det. Et eksempel kunne være, at din håndvask er gået i stykker. Du kan vælge at undersøge, hvordan man selv reparerer en håndvask eller bare prøve dig frem. Det kan også være at du har en onkel, der er blikkenslager, som du kan ringe og spørge til råds. Til sidst har du muligheden for at uddelegere opgaven ved at ringe til en blikkenslager og få ham til at komme og fikse din håndvask mod betaling.

Vi lever i en højteknologisk tid, og det har aldrig været nemmere at uddanne sig selv. Dit problem er sikkert ikke værre end, at der er mindst én anden person i verden, der har haft samme problem. Med internettet og Google kan man virkelig finde ud af mange ting selv. Der er ikke det du ikke kan ”Google” dig frem til :-) . Det kan selvfølgelig være, at du ikke har noget ønske om at dygtiggøre på det område dit problem ligger i. I det tilfælde, er du nok bedst tjent med at uddelegere problemet.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>