Denne artikel er udlånt af http://TjenPengePaaNettet.dk
Hvad er passiv indkomst
Passiv indkomst er et fantastisk koncept! Jeg vil i det følgende forklare lidt om, hvad det går ud på og hvorfor du skal bruge din energi på at sætte dig ind i det. Med et normalt arbejde er man typisk vant til at få en bestemt timeløn. Der foregår altså en slags byttehandel: dit arbejde i x timer for en bestemt sum penge. Hver gang du er på arbejde, tjener du penge og jo flere timer du bruger jo flere penge tjener du. Det er jo heller ikke nødvendigvis nogen dårlig strategi – specielt ikke hvis din timeløn er god. Der er imidlertid nogle ulemper ved denne fremgangsmåda. For det første bruger du din tid på at arbejde for en arbejdsgiver – dvs. i sidste ende er der en anden, der tjener på det arbejde du udfører. For det andet tjener du KUN penge, når du er på arbejde. Du tjener typisk penge i en 7-8 timer 5 gange om ugen. Når du ikke er på arbejde tjener du ikke penge, her nyder du i stedet de penge, du har tjent op via dit arbejde.
Passiv indkomst fungerer på en anden måde. Med passiv indkomst tjener du ikke kun penge, når du arbejder – du tjener penge HELE tiden, dag og nat. Ved almindelig indkomst bruger du altså din tid på at tjene penge. Ved passiv indkomst bruger du din tid på at arrangere systemer, som kan tjene penge for dig i fremtiden uafhængigt af din egen arbejdskraft. Mange af de personer man betegner som rige bruger ekstremt meget tid på at tjene deres penge. Men der er jo ikke meget ved at være rig, hvis man arbejder 60 timer om ugen og ikke har tid til at nyde pengene. Eller det er der måske nogen, der har det fint med, men jeg har det på en anden måde. Forestil dig et øjeblik, at du tjente penge 24 timer i døgnet, og at du tjente så meget, at du selv kunne bestemme om du ville arbejde.
Idéen med passiv indkomst er altså at man bruger tid og energi på at sætte et system op, som generer penge for dig. Det er de færreste systemer, som er 100% passive – dvs. du skal stadig bruge LIDT energi på at holde dem ved lige, men den største arbejdsbyrde ligger i at få systemet op og stå. Jo mere automatiseret og jo flere penge dit system kan generere jo bedre. Når du har fået ét system op og køre kan du gøre 2 ting. Enten kan du forsøge at gøre systemet bedre ved at gøre det mere automatiseret eller få det til at generere flere penge. Eller, hvis du er tilfreds med dit første system, kan du gå i gang med et nyt system. Mange har sammenlignet systemer til passiv indkomst med “pengetræer”. De skal vandes en gang imellem, men ellers står de bare og passer sig selv, og du kan høste pengesedlerne i ny og næ. Hvis du har læst hertil er du sikkert ivrig for at komme i gang med at plante dit eget pengetræ. Så lad os kigge på nogle af de metoder du kan bruge til at tjene passiv indkomst.
Systemer til passiv indkomst
Renter, rentes rente og investering
Hvis du har penge stående på din bankkonto, har du faktisk allerede et system, som tjener dig passiv indkomst. Du tjener rente af de penge du har stående på din bankkonto 24 timer i døgnet, uden at du skal røre en finger. Hvis du ikke har så mange penge, og hvis det er en normal bankkonto tjener du dog ikke ret meget på dette system. Til gengæld er det et system, som er 100% automatiseret. Du kan forbedre dette system ved at tale med din bankrådgiver og forsøge at få en bedre rente. Du kan også forbedre systemet ved at sætte flere penge ind på kontoen, så der er mere, der kan trække renter.
En anden dejlig ting ved dette system er rentes rente-princippet. De renter du tjener på dine penge tjener igen rente, og denne rente tjener igen rente osv. Dette kan blive til RIGTIG mange penge med tiden. Albert Einstein udtalte faktisk at den stærkeste kraft i universet var renters rente-princippet. Hvis man vil udnytte dette fantastiske princip skal man dog have disciplinen til ikke at hæve de penge, der samler rente, over en lang årrække.
Hvis man har lidt flere penge at gøre med, bør man investere en del af dem. At have sine penge stående i aktier, obligationer, investeringsforeninger og lignende er som regel et rigtig godt system til passiv indkomst. Men her er der selvfølgelig også en risiko for at man kan tabe penge. Så det kan potentielt være et “penge-ædende træ” i stedet for et “pengetræ” – eller en passiv udgift i stedet for en passiv indkomst. På trods af denne risiko er det altså værd at overveje! Jeg regner med at lave en mere uddybende artikel om investering på et senere tidspunkt, her vil jeg snakke om nogle af de metoder, man kan bruge til at minimere risikoen ved investering.
Lav en tjeneste på internettet.
En tjeneste skal her ses som en meget bred betegnelse for det er nærmest kun fantasien, der sætter grænsen for hvad man kan lave på internettet.
Det kunne f.eks. være en almindelig hjemmeside med gratis indhold og reklamelinks som beskrevet i affiliate-sektionen
En anden mulighed var at lave et website med en betalingssektion. Her tilbyder man typisk en eller anden form for gratis indhold, men udover dette er der en sektion, som kun er for betalende medlemmer. Det kræver selvfølgelig, at man har noget indhold, der er så interessant, at folk er villige for at betale for at få adgang til det. Mange pornografiske hjemmesider kører efter denne opskrift, men der findes også stuerene sider, der gør det. Igen er det ikke 100% passivt, da det vil kræve opdateringer og vedligeholdelse af siden. Men når først siden er kommet op og stå og man har fået automatiseret tilmeldings- og betalingsprocessen kører det relativt nemt. Hvis man selv designer hjemmesiden er det smart at tænke på, at den skal være så let at opdatere som muligt. Lav webinterfaces til forskellige vedligeholdelsesfunktioner på siden – jo mindre du skal ind og rode i HTML-koden jo lettere er det for dig at opdatere siden og jo mere passivt kan du styre processen. Husk at succeskriteriet for din tjeneste er: 1) hvor meget du tjener på den og 2) hvor automatiseret den er.
Hvis du har gode evner inden for programmering og web-teknologi kan du også give dig i kast med mere avancerede projekter som f.eks. at lave et online computerspil. Du kan så enten tage betaling for at spille spillet eller lade spillet være gratis og så tjene penge på at placere reklamer på spillets hjemmeside i stedet.
En anden mulighed er at starte din egen butik på nettet. Dette er et meget populært valg, og der er mange personer, som kører en webshop ved siden af deres primære arbejde. Hvis man går og leger med idéen om at starte sit eget firma og blive selvstændig er en webshop en god løsning. Det har en række fordele i forhold til at starte en fysisk butik, og du sparer regningen til husleje, el, personale osv. Det betyder, at du kan komme i gang uden at skulle investere en masse penge. Hvis det er første gang, at man prøver at starte sin egen virksomhed, er det rart, at man kan gøre det med så minimal risiko som muligt. Dette er måske knap så passivt, som nogle af de andre ting, jeg har nævnt. Hvis du vælger at sælge et fysisk produkt skal du bruge tid på at sende varer afsted og yde support til dine kunder. Du kan også vælge at sælge en eller anden form for elektronisk informationsprodukt, som kan sælges og leveres direkte til kunden på nettet helt automatiseret. Eksempler på sådanne produkter kunne f.eks. være ebooks, software, kunst, musik osv. Med en webshophar du åbent 24 timer i døgnet og du er fri for at stå ved en kasse og betjene hver enkelte kunde. At skulle programmere og vedligeholde sin egen webshop kan godt være en kompliceret affære, men heldigvis findes der firmaer, der specialiserer sig i at levere løsninger til webshops med alle de funktioner, man kan ønske sig
Hvis du er lidt i tvivl om, hvad din side/tjeneste/webshop skal handle om eller sælge bør du spørge dig selv om en række spørgsmål. Hvad interesserer du dig for? Hvad har har du stærke evener indenfor og hvad ved du noget om? Du behøver ikke nødvendigvis selv interessere dig for det du sælger, men det hjælper, hvis du gør. Du vil have lettere ved at få andre til at købe dit produkt, hvis du selv er passioneret omkring det.
Det er virkelig kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan lave systemer til passiv indkomst på nettet. Jeg håber meget, at dette har fået sat din fantasi i gang.
Intellektuel ejendom
Hvis du har en eller anden form for intellektuel ejendom, kan du sælge eller leje rettigheden til at bruge det til andre personer eller firmaer. Intellektuel ejendom kan f.eks. være en bog, en sang eller et stykke musik, et logo/trademark, kunst, software osv. osv. Alt efter hvor eftertragtet din intellektuelle ejendom er, jo flere penge kan du tjene. Et eksempel er firmaet Disney, som tjener millioner på at give andre firmaer lov til at bruge Disney’s figurer på det andet firmas produkter. Dette er en dejlig form for passiv indkomst og den er i høj grad automatiseret.
Fast ejendom
Begrebet “passiv indkomst” er historisk set ofte blevet brugt i forbindelse med køb og salg af fast ejendom. Jeg vil ikke bruge så meget krudt på at snakke om køb og salg af fast ejendom her. Det er et emne, man kan skrive lange og tykke bøger om. Derudover kræver investering i fast ejendom også at man har en god portion penge at råde over for at komme i gang. Når det så er sagt, så kan det potentielt være et RIGTIG godt system til passiv indkomst. Idéen er at man køber en ejendom for en vis sum penge. Typisk betaler man ikke kontant, men låner i stedet pengene over en årrække. Man lejer så ejendommen ud til privatpersoner eller firmaer, og de penge man får ind i husleje bruger man på at betale af på lånet og på at holde ejendommen ved lige. Når lånet er indfriet kan man selv høste de penge, der kommer ind i husleje (minus omkostninger til vedligeholdelse af bygningen). Når det er sket, har man det perfekte system, der kører næsten automatisk og tjener masser af penge for dig hver måned.
Der findes selvfølgelig flere muligheder end dem, jeg har nævnt her. Hvis du kender en god fidus til at generere passiv eller semi-passiv indkomst, hører jeg gerne om det.
Pingback: Om at lave en pengemaskine