Selvom det nok er de færreste, der har set en dæmon i virkeligheden, har vi alle en forestilling om hvordan sådan en ville se ud, hvis vi skulle være så uheldige at møde en en mørk aften.Vi har efterhånden set nok film , læst nok bøger og spillet nok computerspil til at vide, at dæmoner er nogen man bør holde sig fra. Faktisk er idéen om dæmoner noget, der har optaget mennesket i mange mange år, og ordet ”dæmon” kan spores helt tilbage til de allertidligste religioner.
De fleste har nok også set en tegnefilm på et tidspunkt, hvor man ser en figur, der pludselig har en engel og en dæmon eller djævel siddende på hver sin skulder. Idéen er at disse 2 skikkelser er en del af hovedfiguresns egne tanker. Englen forsøger at få figuren til at gøre gode ting, mens dæmonen påvirker figuren i negativ retning. Jeg tror, jeg så dette første gang i en Tom & Jerry-tegnefilm som barn. Dengang tænkte jeg ikke dybere over symbolikken i disse skikkelser, men det er interessant at analysere dem nærmere som voksen. Englen står for alt det gode i sindet, den appelerer til hjælpsomhed, omsorg, selvdisciplin og hvis man følger dens råd, går det typisk godt. Hvis man derimod følger dæmonens råd går det sjældent godt. Dæmonen repræsenterer alle de svage sider i det menneskelige sind og står bl.a. for følelser som misundelse, egoisme, hævn osv.
Denne artikel handler om hvordan man kan overvinde, eller i hvert fald lære at leve med, sine personlige dæmoner. De fleste mennekser kender til den fornemmelse af, at der er ting, som de bliver ved med at gøre igen igen, selvom de på et grundlæggende plan ved, at de er forkerte. Det kan være, at man gang på gang tager sig selv i at impulskøbe ting, man i virkeligheden ikke har brug for. Det kan også være at man ofte ender i bestemte negative tankemønstre, når man står i visse situationer. Eller måske trøstespiser man, når tingene ikke lige går, som man havde planlagt.
Definition
Lad mig definere mere konkret hvad jeg mener med en ”Personlig Dæmon” i denne artikel. Jeg er klar over, at begrebet kan bruges anderledes i andre sammenhænge, så her kommer definitionen, som jeg vil tage udgangspunkt i.
En personlig dæmon kan være:
- En dårlig vane eller afhængighed
- Et bestemt tankemønster eller sindstilstand, som man ofte ender i
Disse vil ofte blive udløst af en eller anden bestemt hændelse eller situation. Sjældent opstår dæmonen af sig selv uden en eller anden form for kontekst.
Jo flere gange man har givet efter for dæmonen, jo lettere er det, at gøre det igen næste gang. Derfor kan det også være meget svært at slippe af med dæmonen, når først den ”har fået bidt sig fast”. Det er derfor også nemt at komme til at føle stor afmagt overfor dæmonen, og til sidst accepterer man måske bare, at det er en del af ens personlighed. Det er en ond cirkel – jo flere gange man giver efter, jo stærkere bliver dæmonen, og jo mere tilbøjelig bliver man til bare at give op og lade dæmonen få sin vilje
Løsningen
Lad os kigge lidt nærmere på, hvad man så rent faktisk kan gøre for at komme en sådan personlig dæmon til livs. Det er meget vigtigt, at du ikke nøjes med at gøre de enkelte dele i hovedet – de skal skrives ned enten på papir eller i et dokument på computeren. Dette er med til at forstærke effekten af øvelsen og indprente de forskellige ting i din underbevidsthed.
1: Beskriv dæmonen ned til allermindste detalje
Første del består af at gøre sig klart hvad man er oppe imod. Før du går i kamp mod din fjende, er det vigtigt at vide præcist hvad du har med at gøre. Mange store tænkere har gennem tiden været enige om at ”clarity is power” – med andre ord, hvis man gerne vil opnå noget er det vigtigt at man gør sig 100% klart, hvad det er, man gerne vil opnå. Jo mere præcist man kan definere sit mål ned til allermindste detalje, jo større chance er der, for at man rent faktisk opnår det. I vores tilfælde gælder det, at jo bedre vi kan beskrive dæmonen, jo bedre er vi rustet til at tage kampen op mod den.
2: Hvornår opstår dæmonen?
Nu hvor vi har fået beskrevet dæmonen, er det tid til at finde ud af, hvad der udløser dæmonen. Dette er måske den sværeste del øvelsen, men den er ikke desto mindre meget vigtig. Som regel kan en given dæmon kædes sammen med nogle helt bestemte situationer og omstændigheder. Disse skal du beskrive ned til mindste detalje nøjagtigt, ligesom du gjorde det for selve dæmonen. Denne del af øvelsen gør dig bedre i stand til at opdage dæmonen næste gang den måtte dukke op i dit liv. Næste gang den dukker op skulle du gerne tænke: ”hov, jeg står i situation x og foretager mig y – det må være dæmon z, der er på færde!”.
3: Hvad er symptomerne?
Du har muligvis allerede inkluderet dette i dit svar på enten del 1 eller 2, men her kommer det alligevel som et punkt for sig. Du skal gøre dig klart hvilke symptomer, der opstår, når dæmonen dukker frem. Får det dig til at føle på en bestemt måde, eller kan du mærke nogle bestemte fysiske eller psykiske ændringer? Skriv disse ned og lær at genkende disse symptomer næste gang, de opstår.
4: Find på måder at afbryde dæmonen
Formålet med de 3 første dele af øvelsen er, at gøre dig i stand til at genkende dæmonen næste gang den opstår. Det ligger utroligt meget kraft i at kunne genkende og observere dæmonen ud fra et objektivt perspektiv. Denne dissekering af dæmonen er med til at frarøve dens magt! Jo mere du kan skifte fra at have et følelsesladet forhold til at have et objektivt og analytisk forhold til dæmonen jo bedre er du stillet.
Nu hvor du har lært og beskrevet alt om dæmonen, er det tid til at gå til kamp. Din opgave er nu at finde nogle metoder til at afbryde dæmonen næste gang den opstår. Det er også det, man i NLP kalder et ”pattern interrupt”. Lav en liste med alle de ting du kan gøre anderledes næste gang dæmonen opstår. Det kan f.eks. være ting som at løbe en tur, tænke på x, tage et bad, ring til en af dine gode venner osv. Det vigtigste er, at du finder et positivt alternativ til den gamle negative handling. Du vil blive overrasket over, hvor god du selv er til at komme med idéer til at bekæmpe dæmonen. Grunden til dette er, at du har gjort forarbejdet – du har beskrevet problemstillingen med stor grundighed. Problemer der før har virket uoverskuelige og altoverskyggende er nu til at have med at gøre fordi, du har gjort dig den ulejlighed at definere problemstillingen. Vi er igen tilbage ved ”clarity is power” – jo klarere du kan definere dit problem, jo lettere er det at finde den bedste løsning på det.
Hvad hvis dæmonen vinder?
Hvis dæmonen på trods af alle dine anstrengelser skulle gå hen og vinde, er det vigtigt ikke at lade sig slå ud. Nogle dæmoner har måske udviklet sig over adskillige år og kan være svære at slippe af med fra den ene dag til den anden. Hvis dæmonen vinder, betyder det ikke at kampen er forbi, den har kun vundet første runde. Det er vigtigt, at du også forholder dig objektivt og analytisk til hvorfor det gik galt. Spørg dig selv: ”Hvorfor gik det galt”, ”Hvad kunne jeg have gjort anderledes”, ”Var jeg bevidst om at dæmonen var til stede?”, ”Kunne jeg have brugt en bedre metode til at afbryde dæmonen” osv. Hvis du vælger at se dit nederlag som en oplevelse, der bare har givet dig større indsigt om dæmonen, så du er bedre rustet næste gang, så er du godt stillet. For hvis du nægter at betragte et nederlag som et nederlag og kun tænker på, hvad du har lært af oplevelsen og hvordan du kan komme videre, ja så vil du til sidst besejre dæmonen.
Opgaver
- Lav et dokument med en liste med 5 af dine største personlige dæmoner.
- For hver dæmon gennemgå de 4 punkter beskrevet i denne artikel
- Prøv metoden af næste gang du støder på dæmonen. Hvis du fejler, analyser situationen og lav en bedre slagplan. Hvis du vinder, overvej hvad der gik godt, og hvordan du kan ruste dig endnu bedre til næste slag.
Pingback: Problemløsning for begyndere